|
|
|
|
 ANMELDELSE AF 'SITH-FYRSTERNES HÆVN' Lørdag 14. maj 2005  Sagaen er slut…Med Sith-Fyrsternes Hævn har George Lucas nu, endelig, afsluttet den rum-saga han påbegyndte for snart 30 år siden. Jeg kunne selvfølgelig skrive side op og side ned, om hvad det betyder for mig, aldrig mere igen skulle høre en Jedi-ridder eller en smugler have en ”dårlig fornemmelse” om et eller andet, aldrig mere at se noble Jedi-riddere og onde Sith-fyrster i episke lyssværdsdueller… Aldrig mere vende tilbage til ”en fjern, fjern galakse”. Men det her er trods alt kun en anmeldelse af Episode III. Star Wars-sagaen er uigenkaldeligt slut (i alle tilfælde ifølge Hr. Lucas). Mine følelser omkring dette faktum er i og for sig ligegyldige. Hvad det egentlig handler om er, hvordan sagaen afsluttes. Forlader man biografen med en følelse af utilfredsstillelse, eller opfylder dette afsluttende kapitel virkelig de enorme forventninger der stilles til det? Historien i Sith-Fyrsternes Hævn vil nok ikke overraske mange, der bare har et nogenlunde kendskab til de andre episoder. Vi ved nogenlunde hvad der skal ske i denne film, allerede inden mørket sænker sig i biografsalen. Først og fremmest har vi en ung Jedi-ridder, der udvikler et åndedrætsproblem og markant ændrer sin tøjstil. Så skal der fødes et par tvillinger, der skal skabes et imperium og så skal der selvfølgelig dræbes en masse Jedi-riddere. Præcis hvordan disse ting finder sted vil selvfølgelig overraske nogle, men Episode IIIs styrke vil aldrig være dens evne til at overraske.  Før jeg går videre med den egentlige anmeldelse, skal jeg måske lige nævne min indstilling til sagaens to første episoder. Jeg er ikke gammel nok til at have oplevet de tre originale film i biografen i 70’erne og 80’erne. Jeg blev dog fanget af Star Wars-universet i en tid før der overhovedet var tale om special editions og prequels. Så der er ingen tvivl om, at Episode IV – VI fungerede fint på egen hånd. Jeg synes dog, at de nye episoder er et klart plus for Star Wars-sagaen. Det kan godt være, at de begge har et forholdsvist højt antal ”tåkrummer”-scener, og at Nataile Portman og Pernilla August giver to af de stiveste skuespilspræstationer i mands minde. Efter min mening opvejer det gode dog klart det mindre gode. Jeg er bl.a. glad for vi endelig fik at se hvordan imperiet opstod og hvordan den ”gode mand”, Anakin Skywalker, faldt til den mørke side. Denne baggrundsviden, der måske ikke er absolut nødvendig, tilføjer nye lag til den originale trilogi og forstærker under alle omstændigheder den centrale historie om Skywalker-familien. Men så er det vist også blevet tid til den egentlige anmeldelse af Episode III. Og hvordan skal man så gribe den an? Det nemmeste vil vel være at gå de forskellige punkter igennem der skal anmeldes, et for et. Lad os få effekterne ”af vejen” som det første. Lad mig sige det som det er: Hvis ILM ikke modtager årets Oscar, er der noget helt galt. Computereffekterne i denne film er noget nær perfekte. Lige fra den fuldstændig, sindssyge rumkamp der starter filmen, til de to dueller der afslutter den, har ILM leveret nogle af de flotteste og mest ambitiøse, computerskabte billeder nogensinde. I modsætning til effekterne i Episode I & II, føles effekterne mere som en del af historien. Hvor der i de tidligere film blev brugt laaang tid på at vise f.eks. hvor flot og kompliceret landingsstellet på en naboonesisk stjernekrydser er, lader historien i Episode III sig ikke dominere af effekterne. Og denne mindre fokus, ender paradoksalt nok med at komme både effekter (og filmen som helhed) til gode, da den eliminerer den følelse af ”tegnefilm”, der engang imellem sniger sig ind i Den Usynlige Fjende og Klonernes Angreb.  Selve historien i Episode III fungerer i det hele taget rigtig godt. Man kunne frygte, at George Lucas i sin sidste episode ville have for mange historier at fortælle, og filmen derfor ville blive en kompleks og forvirrende sammenfletning af hundredvis af sidehistorier. Denne frygt kunne dog ikke være mere ubegrundet. Med Sith-fyrsternes Hævn leverer George Lucas uden tvivl den Star Wars-film med det bedste ”flow”. Historien er fuldstændig fokuseret på den vigtigste plot-linie: Anakins fald. Og stort set alle scener i filmen har en funktion i denne fortælling. Som de fleste allerede ved, er Episode III også gået hen og blevet sagaens mørkeste fortælling. Filmen starter godt nok som et hæsblæsende actioneventyr, hvor ikke engang vores gode ven Indiana Jones ville kunne følge med. Begyndelsen indeholder alt hvad man kunne ønske sig fra en film der, efter sigende, skulle være inspireret af de gamle serie-film fra 30’erne. R2-D2 som actionhelt, cliffhangers og små, morsomme, halv-platte replikker mellem vores helte… you name it. Herfra bliver filmen dog alvorlig. I takt med at Anakin lokkes til den mørke side, bliver filmen mørkere og mørkere. Når vi når slutningen, har fortællingen nærmest påtaget sig operatiske dimensioner. Og det hele fungerer bedre end man næsten havde turdet håbe på.  Der er lige en sidste ting omkring George Lucas’ fortælleteknik i Sith-fyrsternes Hævn, der bare må nævnes. De foregående Star Wars-film, har han haft en vis tendens til, via lange snakke-scener, at skulle skære historien ud i pap. I Sith-fyrsternes Hævn virker det som om, at George Lucas endelig har ”lært” at lade ting forblive usagt, og forlade sig mere på klipningen og det visuelle. Filmens flotteste og mest gribende scener er dem hvor replikkerne tager bagsædet. Skuespilspræstationerne i Sith-fyrsternes Hævn skal vi selvfølgelig også se på. Ewan McGregor og Ian McDiarmid er her, uden tvivl, filmens trumf-kort. Ewan McGregor er perfekt som Obi-Wan. Han er en ung Alec Guiness med et strejf af Han Solo, og enhver scene med ham er en fryd. Ian McDiarmid er fænomenal som Palpatine. Han har altid været god, men i denne film giver manuskriptet ham virkelig lov til at bruge sine evner som Shakespeare-veteran, og han brillerer i forførelses-scenerne mellem ham og Anakin. Filmens resterende skuespillere er ikke fantastiske, men dog stabile. Hayden Christensen videreudvikler hvad han begyndte i Episode II, og han udfører Anakins fald overbevisende. Natalie Portman er i denne film uendeligt bedre end hun var i de to foregående episoder. Dette kan muligvis skyldes manuskriptet, da hendes scener i Episode III (specielt dem mellem hende og Anakin) er langt bedre skrevne og interessante. Sam Jackson er Mace Windu. Om man så kan lide rollen eller ej, er en anden sag. Personligt synes jeg det er meget cool at have en Jedi-ridder, hvis lyssværd muligvis har påskrevet teksten ”BAD MOTHERF***ER”.  En sidste ”skuespilspræstation” der må nævnes, er Yodas. Han var god i Klonernes Angreb, han var fantastisk Imperiet Slår Igen, men vi har aldrig set ham som i Sith-fyrsternes Angreb. Frank Oz’ stemme er, som altid, fænomenal. Og denne, sammen med ILM’s animation, der kun er blevet bedre siden Episode II, leverer Yoda en skuespilspræstation på højde med både Ian McDiarmids og Ewan McGregors. Det mest imponerende ved Episode III er nok den måde, den rent faktisk formår at binde de to Star Wars-trilogier sammen til én helhed. I denne film vælter de domino-brikker, som George Lucas har opstillet gennem de to foregående film, mens andre stilles op til de efterfølgende. Palpatines politiske manipulation af Senatet og Separatister når sit klimaks, midichlorianer og Padmes træ-smykke gør comebacks, det nye håb bliver født og meget, meget mere. Det hele går op i en højere enhed. Lad mig sige det som det er. Aldrig er jeg blevet rørt af en Star Wars-film, som jeg blev rørt af Sith-fyrsternes Hævn. Filmen fungerer på stort set alle niveauer. Humoren er morsom, musikken går lige i hjertet, skuespillet rammer plet og effekterne er i top. Selvfølgelig er der enkelte skønhedsfejl. Folk der har fulgt med i spoilere vil nok undre sig en smule over en scene der er blevet slettet og engang imellem virker karakterernes motivation ikke fuldstændig overbevisende. Men i det store hele betyder det ikke rigtig noget. Episode III fortæller den historie den skal fortælle. Den fortæller hvordan en god mand bliver ond. Den gør alle tiders største filmskurk til en tragisk karakter. Den gør de 5 film der er kommet før den bedre og dybere… og det er fantastisk!  Denne anmeldelse kunne blive meget længere. Jeg kunne gå i detaljer om hvor fedt jeg synes det er, at replikken ”lock s-foils in attack position” er med i filmen, hvor flot filmen er filmet, eller hvor overrasket jeg blev, da jeg igen så wookieer svinge i lianer, og så videre, og så videre. Men jeg vil nu slutte anmeldelsen med at sige følgende: Sagaen er slut… men George Lucas kunne sgu ikke have endt sin saga med en flottere episode.  4½ Dødsstjerner ud af 5 mulige til Sith-fyrsternes Hævn Frederik Jessen  |
 |
   "I can assure you they will never get me onto one of those dreadful starships!" C-3PO vægrer sig ved tanken om en rumrejse |
|||||||||||||||||||||||||||||
